Tidløst ærligt
NY CD: Tilbage Igen - Anmeldelse af Ole Holmgaard - marts 2013:
Der er tale om et meget personligt debutalbum fra Søren Bernbom, som har været lang tid under vejs. Han var drengen der for 40 år siden, lod sin lyse barnestemme forevige på Kim Larsen klassikerne 'Joanna' og 'De Fjorten Astronauter', som udkom på pladen 'Værsgo'. Men så forsvandt han langsomt ud i et eskalerende stofmisbrug, men trangen til musikken var alligevel større og blev dermed vejen tilbage igen som clean.
I år er det så 40 år siden, at vi mødte drengen første gang, så der er i dag tale om en voksen mand der kigger tilbage, og vedkommende skildrer livets mange facetter på dansk. Han har komponeret alle titlerne selv, med undtagelse af sangen om 'Joanna', som er medtaget i ny og mere voksen udgave. Men selvom han har blandet blod med Larsen som barn, så er det dog værkerne fra egen hånd, der løfter albummet op og gør det tidløst ærligt.
Søren Bernbom er en dygtig guitarist, komponist og sanger, som har fortjent sin plads på live scenen her i 2013, for han er nærværende og har bestemt noget på hjertet. Han kan sagtens stå på egne ben uden at stå i skyggen af sin fortid, så han ønskes mere end velkommen 'Tilbage Igen'.LYT TIL: Gav dig mit hjerte / Et magisk øjeblik / Først blir man elsket