Bernbom næsten uden Larsen

NY CD: Tilbage Igen - Anmeldelse af Torben Bille - fredag, 05. april 2013:
Joanna single cover
Det er ingen hemmelighed, at charmen, umiddelbarheden og legesygen på Kim Larsens Værsgo-plade er bedst inkarneret i sangen 'Joanna'. Den synges af den dengang store dreng, Larsens uofficielle plejebarn, Søren Bernbom, uforglemmeligt troskyldigt. Siden har livet for samme Bernbom været en lang sej kamp for at komme tilbage til eller frem til der, hvor man ikke bare skal passe sig selv (link til BT-artikel).

Det kan man i den grad høre på hans debutalbum, Tilbage igen, der emmer af levet liv, kød og blod, forrevne forhåbninger og en vilje til at overleve, som er både rørende og stimulerende. Bernbom er ikke verdens største sanger, og det giver derfor god mening, at han synger duet med sig selv på en række selvbiografiske sange, der ikke gør sig til mere end de er, men det er ofte mere end nok.

Kim Larsen giver stadig genhør i hans musik. Alt andet ville også være naturstridigt, men det er ikke den obligate genindspilning af 'Joanna', der skiller sig ud. Det gør sange som 'Gav dig mit hjerte' og 'Engle', der er – skal vi nøjes med at sige – meget Larsen-inspirerede (anno Hvem kan sige nej til en engel), men uimodståeligt mundrette og melodiske. Og musikalske.

John Hiatt er også en inspiration. Ligesom Benny Holst og John Mogensen samt Dire Straits og Jon Allen. Og den begavede no nonsense-bassist Joachim Ussing, den bebageligt ublærede guitarist Troels Skovgaard, den gamle Larsen-trommeslager Hans Fagt og den medproducerende multiinstrumentalist Jesper Mejlvang færdes hjemmevant i det terræn. Det swinger på den der måde, man ikke kan spekulere sig til, men som enten er der eller også er den der ikke. Her er den!

Sangene handler om at genfinde sig selv, genvinde fodfæstet. Tonen anslås allerede i den indledende titelsang: "Jeg var en slukket stjerne/på min egen mælkevej/en gammel supernova/der ku' sprænge hvert sekund…" Og så handler resten af sangene om, at kærligheden overvinder alt, hvis man ellers har tålmodighed (og styrke) nok til at vente på, at den finder en – igen.

Søren Bernbom er den ufiltrerede sangertype (og slet ingen ringe guitarist), der beviser, at det banale rimer på det sande. Men han er ikke bare en social case story med lykkelig udgang, forklædt som voksen. Det er musikken for god og indlevet til. Soul, blues og bodegajukeboks mødes i hans sange. Og har en fest med plads til eftertænksomhed.

I bookletten er Bernbom afbilledet i sit gamle miljø, siddende ved kanalen. Som et livsdueligt tegn på, at skibet hedder Christianshavns kanal og stadig er yderst sødygtigt.

Søren Bernbom: Tilbage igen. Producere: Jesper Mejlvang og Søren Bernbom. Baltic Records.

CD Coverdesign: Adman

Back stage